Ny direktion hos MB Solutions
- Home
- Ny direktion hos MB Solutions
PRESSEMEDDELELSE
Ny direktion skal drive den fortsatte vækst i MB Solutions
Pr. 1. september tager MB Solutions hul på et nyt kapitel i virksomhedens historie
Efter mere end 30 år som administrerende direktør overgår Bo Melson til rollen som arbejdende bestyrelsesformand. Den daglige ledelse overtages af en direktion bestående af Thomas Christensen og Karsten Hansen, hvor Thomas tiltræder som administrerende direktør.
Bestyrelsen vil fortsat bestå af Mogens Svendsen, Ove Vestergaard og Bo Melson. Mogens og Bo er stiftere af selskabet og hovedaktionærer i virksomheden.
Et nyt kapitel bygget på et stærkt fundament
MB Solutions er i dag en af Danmarks førende cloud-specialister med en bred portefølje af services inden for cloud (Azure), IT-sikkerhed, automatisering og AI-løsninger. For kunder og samarbejdspartnere betyder ændringen, at MB Solutions bygger videre på et stærkt fundament med de samme værdier, relationer og ambitioner.
Bo Melson udtaler:
“Efter mere end 30 år som administrerende direktør er tiden kommet til at tage et skridt tilbage og gå delvist på pension. MB Solutions befinder sig i en spændende fase, hvor øgede krav til IT-sikkerhed og den hastige udvikling inden for kunstig intelligens skaber nye muligheder for både os og vores kunder.
Som arbejdende bestyrelsesformand vil jeg fortsat bidrage aktivt til virksomhedens udvikling, være med til at definere de strategiske rammer og sikre, at vi også fremover kan være den bedst mulige IT-partner for vores kunder.”
Stærke kræfter i spidsen
Thomas har gennem næsten 25 år været en central del af MB Solutions’ rejse. Han har stået i spidsen for en stor del af den udvikling, der har gjort MB Solutions til det, virksomheden er i dag – fra en lokal hostingleverandør til en moderne leverandør af cloud-, sikkerheds- og AI-løsninger med kunder i hele landet.
Som administrerende direktør får Thomas ansvaret for at videreføre virksomhedens stærke faglige fundament og samtidig sikre fortsat innovation og udvikling.
Karsten Hansen, som har mange års erfaring inden for salg og ledelse, får et særligt fokus på salg, marketing samt den fortsatte udvikling af relationerne til virksomhedens kunder og samarbejdspartnere.
Klar til fremtidens muligheder
Thomas og Karsten blev begge partnere i MB Solutions i 2024, og den nye direktion er derfor resultatet af en langsigtet og planlagt proces.
Med den nye ledelse står MB Solutions stærkt rustet til næste fase af virksomhedens udvikling. Samtidig styrkes mulighederne for at udvikle nye løsninger og rådgivningsydelser inden for cloud, cybersikkerhed og AI, så kunderne også fremover får adgang til den nyeste teknologi og de bedste kompetencer.
Vi ser frem til at fortsætte rejsen sammen med vores kunder og samarbejdspartnere.
OM OS
MB Solutions
MB Solutions har siden 1994 hjulpet små og mellemstore virksomheder med at etablere, drifte og vedligeholde deres IT-infrastruktur. Vi er en B2B-virksomhed med kernekompetencer inden for Cloud Computing, Modern Workplace, IT-sikkerhed & Cyber Security samt IT-Automation og AI. Vi var den første mellemstore hosting-virksomhed i Nordeuropa, der blev optaget i Microsofts Cloud Migration Program, hvilket gjorde os til pionerer inden for Azure cloud-teknologi i Danmark. I dag er MB Solutions en Microsoft Partner og del af Microsofts AI Cloud Program. Vi er totalleverandør af Microsoft Azure og Microsoft 365-løsninger. Vi tilbyder en bred vifte af produkter og ydelser, herunder konsulentydelser og managed services, der sikrer stabilitet, effektivitet, sikkerhed og innovation i vore kunders IT-afdelinger.
Vi er et team på 46 dedikerede medarbejdere, og virksomheden er i rivende vækst. Vores hovedkontor ligger i Vejle, og derudover har vi et konsulentteam i København.
MB Solutions er en del af MB Gruppen, der består af flere virksomheder, hver med sit specialområde inden for IT. Samlet set udgør vi en gruppe på 65 medarbejdere i Danmark, der kan trække på hinandens ressourcer og samarbejde som en enhed. MB Gruppen har udviklet sig i takt med opkomsten af nye forretningsområder, og vi fortsætter med at udvide vores brede udvalg af services med fokus på markedsbehov og nye teknologier.